Henriette Hirsborg Pedersen
Granhøjen 7, Haslev
Jeg hedder Henriette og er fra 1972. Jeg er gift med Bo og vi har 4 voksne børn og indtil videre 1 barnebarn. I min fritid går jeg til dans og kan godt lide at læse gode krimibøger.
Jeg har siden 2006 været dagplejer, og inden da arbejdet på kontor i daværende Haslev Kommune, hvor jeg også er udlært.
Jeg bor i et dejligt og roligt villakvarter i eget hus. Jeg har en dejlig lukket have med sandkasse, rutsjebane, motorcykler, bolde mv. Her er der masser af plads til leg, udfoldelse og hygge.
Jeg er certificeret naturdagplejer, og har den grønne flag. Jeg er også certificeret DGI-dagplejer (idrætsdagplejer), hvor idræt, leg og bevægelse er i fokus. Derudover deltager jeg løbende i forskellige relevante pædagogiske kurser og temadage. Jeg har førstehjælpsbevis, som fornyet hvert 2. år.
Når dit barn skal i gæstepleje
Der er krybber og dyner samt seler til alle børn. Jeg har egen ladcykel og cykelhjelme til alle børn. Det eneste I skal medbringe er bleer, skiftetøj, sko, overtøj til årstiden samt regntøj, sut og eventuel sovebamse/nusseklud.
Mine åbningstider følger jeres dagplejer. Dagplejere og dagplejebørnene vil jævnligt komme på besøg hos mig, og især inden jeres barn skal i gæstepleje her. Hermed kommer børnene til at lære mig at kende.
Hverdagen i gæsteplejen
Jeg lægger vægt på:
- Tryghed/omsorg/nærvær
- God kommunikation
- Godt forældresamarbejde
- Selvhjulpenhed/hjælpe hinanden
- Bevægelse
- Synge/læse
- God tid i hverdagen til leg og fordybelse
Alt efter børnegruppen cykler jeg ofte ud i naturen og gerne med madpakker. Jeg anvender også de legemiljøer jeg har i haven og i nærområdet, hvor jeg bor. Derudover samarbejder jeg tæt med gæstehuset og særligt den anden hjemmegæstedagplejer.