Et portrætbillede af Lisbeth Poulsen

Lisbeth Poulsen

Høgevej, Rønnede

Jeg hedder Lisbeth Poulsen og er født i 1963. Jeg er gift med Mogens (som er salgsleder i Bygma Roskilde) og vi har fire børn, hvoraf en af dem stadig bor hjemme sammen med hunden Albert.

Jeg er oprindeligt uddannet som kontorassistent. Efter ”en afstikker” på fire år til en børnehave, blev jeg i 1999 ansat som dagplejer.

I 2022 blev jeg uddannet i ICDP - Professionel relationskompetence, hvor jeg i dagligdagen anvender otte temaer for godt samspil med dagplejebørnene. Derudover er jeg certificeret DGI-dagplejer. Endvidere har jeg deltaget/deltager i diverse kurser og bliver på den måde hele tiden ”klogere”.

Mit hus

Vores hus ligger i Rønnede på sydskråningen, hvor vi nyder godt af den skønne natur, som er lige for enden af vejen, med stisystem, åbne marker, grønne områder, gadekær og mose.
Køer og ænder besøges og fodres jævnligt, når vi ikke ”bare” leger i vores dejlige lukkede have, eller er på vores dagplejelegeplads sammen med de andre dagplejere i byen, eller på besøg hos en kollega, hvor børnene lærer andre børn og voksne at kende.

Jeg booker kommunens ladcykel, så vi kan køre skønne ture til skov og strand eller rundt i vores lokalområde og se spændende ting, som ikke kan lade sig gøre på ”gåben”.

Indendørs har jeg indrettet et dejligt legeværelse i forbindelse med køkken/alrummet, med fokus på børnemiljøet.

Jeg lægger vægt på

  • At have trygge forældre gennem gensidig tillid, åbenhed og respekt. Med trygge forældre, får jeg glade og trygge børn, som jeg kan give omsorg og nærvær og god tid.
  • Tid til at opleve, tid til leg, tid til hygge, tid til fordybelse og tid til læring, som også sker ud fra de 6 læreplanstemaer (alsidig personlig udvikling, social udvikling, kommunikation & sprog, krop, sanser & bevægelse, kultur, æstetik & fællesskab, natur, udeliv & science).
  • Vi elsker at læse, synge, danse, rime/remse og høre (lave) musik.
  • Hos mig er der fokus på børnenes forskelligheder og behov, og ud fra dem vurderer jeg, hvad dagen skal/kan indeholde. Jeg planlægger sjældent fra dag til dag, men ser, hvad vi har lyst til, når alle børn er kommet.
  • Én gang om ugen er vi i heldagslegestue i Rollohuset i Faxe, en dejlig velfungerende legestue, hvor vi supplerer hinanden godt, og hvor børnene har den fantastiske mulighed at lære vores uundværlige gæsteplejere at kende.

Åbningstider

Mandag - onsdag: 6.45 - 16.30
Torsdag                       6.15 - 16.30
Fredag:                        6.45 - 15.45

Et billede af Lisbeth legeværelse.
Et billede af Lisbeth legeværelse
Et billede af Lisbets legehus